Det kan være lidt svært at se hvad der stå, men det er dog tydeligt, at det drejer sig om en
byggekontrakt mellem fiskeskipper Hans Emil Kirk Thyborøn og Middelfart Skibs og Bådebyggeri
om nybygning af en fiskekutter med byg. nr. 128. Kutteren blev navngivet F/K Jens Kirk L147
Prisen blev aftalt til 450.000 kr. For de penge fik man et sejlklar skib, bygget af eg på eg, med en længde på 22,7 m brede 5,94 m og en dybdegang på 2,58 m og en brutto tonnage på 80 tons.
Kutteren var forsynet med en Garner Diesel 8LX på 220 hk.
I 1983 blev motoren udskiftet til en 500 hk. M.A.N Diesel. Ved den lejlighed blev skruen udskiftet til en ny 4 bl. CP Alpha propeller med en diameter på 2,2 meter.
Hvad kommer nu alt det Malmkjærsvig ved, jo, se den skrue der blev taget af det gode skib Jens Kirk, er den skrue vi har stående på plænen.
Hvem er så ophavsmand til ideen om, at vi måtte eje en sådan maritim genstand, det vides ikke med sikkerhed, men givet er det, at Malmkjærsvigs første formand, Ole Pedersen var involveret. Ole P. var i en årrække ansat ved Alpha Diesel i Frederikshavn, igennem sit ansættelsesforhold var Ole P. i kontakt med mange brugere af Alpha Diesels produkter, heriblandt Preben Andersen, eneforhandler af Alpha Diesels produkter i Thyborøn. Hvorfor blev det lige den skrue vi fik? Måske fordi Preben Andersen havde et indgående kendskab til netop det skib, han stod jo forudskiftningen af mortor og skrue, og han var desuden gift med fiskeskipperens datter Stella.
Og hvordan kom den så den lange vej fra Thyborøn? Såmænd på ladet af en af bryggeriet Neptuns lastbiler. Hvem der kørte bilen ved vi ikke rigtig, men for at se, at alt nu gik ordentlig til, var fire laugsmedlemmer taget med på turen. Det var Børge Madsen (12) Erhard Würtz (11) John Gaardsvig (26) Richard Jensen (15)
Skruen blev hentet i 1984 og blev officielt afsløret ved ejerlaugets 15 års jubilæum. Billeder kan ses her: MKV Skruen
Tak til alle der har bidraget med oplysninger til ovenstående tekst. En særlig tak til Stella og Preben Andersen for kopier af byggekontrakt og billede af F/K Jens Kirk L147